En lille måneds debat fik sundhedsministeren dette forår ud af at lancere planer om gruppevis forskelsbehandling i sundhedssektoren – en noget mat debat, når det betænkes, at udspillet aktualiserer centrale spørgsmål om brug af videnskab i praktisk politik. Planerne trækker på socialvidenskabelig forskning og forsyner samtidig forskningsverdenen med en række udfordringer. Således lægges der blandt andet op til debat om brug af viden om grupper i forhold til personer og om vanskeligheder med at skelne mellem årsager og virkninger i studier af komplicerede samfundsspørgsmål. Det har dog knebet med at få udfordringerne taget op. Måske har ministeren ikke fået gjort det helt klart for sig selv og andre, at han indbød socialvidenskabelig fagkundskab til kritisk eftertanke?

Kollektiv stigmatisering

De nævnte planer tager udgangspunkt i undersøgelser, der dokumenterer, at kronisk sygdom på linje med andre sundhedsfaktorer er et socialt skævt fænomen og på forskellig vis en mere udtalt plage blandt kortvarigt eller uuddannede end blandt langvarigt uddannede. For at bekæmpe uligheden ønsker ministeren, at sundhedsvæsenet skal forskelsbehandle ud fra folks sociale og uddannelsesmæssige baggrund. Kortvarigt uddannede skal have mere kontrol og vejledning. Det drejer sig, har en regeringsavis jublet, om at løfte i samlet flok. Men hvilken samlet flok? I samme åndedrag tales der om at løfte patienterne i bunden. Her er der nogle, som er subjekter og andre, som må finde sig i at være objekter. Med lidt hjælp fra sine venner har sundhedsministeren præsenteret socialvidenskaberne for en tænkeopgave: Hvordan kan de medvirke til, at vi omgås hinanden som ligeværdige subjekter i forbindelse med praktisk socialpolitik?

En del kommentatorer glæder sig over, hvad de ser som planer om individuel behandling i sundhedssektoren. Hvis der faktisk var tale om noget sådant, ville det svare til at genopfinde den dybe tallerken: I mands minde har det direkte møde med den enkelte patient været i hvert fald alment praktiserende lægers hæderkronede princip, som i øvrigt for tiden ramponeres af  statslige initiativer, der sigter mod at strømline og standardisere lægelig praksis.

Initiativer, der drejer sig om gruppevis forskelsbehandling, trækker i samme retning. Man plukker personer ud af grupper, som er konstrueret ud fra socialvidenskabelige kriterier. Derpå behandles personerne som standardenheder. Viden om grupper og strukturer overføres på enkeltpersoner. Det er både dybt fornærmende og meget lidt indsigtsfuldt og repræsenterer den helt store udfordring til socialvidenskaberne: Hvordan kan fagfolk bidrage til at forebygge, at praktisk socialpolitik leder til kollektiv stigmatisering og til en øgning af den klassebevidsthed, der kan ses som et mentalt aspekt af større ulighed?

Et tiltrængt signal

Personligt lever jeg op – eller ned? – til så mange af de karakteristika, som undersøgelser har knyttet til lavtuddannede kaster, at jeg kan se komikken i, at jeg vel vil slippe for eventuelle forsøg på at løfte mig, fordi jeg har tre phd-bogstaver at rejse rundt med. Men den er ikke kun komisk, den grasserende overtro på uddannelse, som blandt andet kommer til udtryk i planerne om gruppevis forskelsbehandling. Den er udtryk for, at årsager og virkninger let rodes sammen – eller at søgen efter sådanne giver dårlig mening – når man undersøger komplekse samfundsspørgsmål. Også dette udgør en udfordring til socialvidenskaberne, en mulighed for selvransagelse og for at sende et tiltrængt signal til offentligheden og det offentlige system om, hvordan forskningsbaseret viden kan og ikke kan bruges i forbindelse med praktisk politik.