Spørgsmål, der har at gøre med sprog, er ofte selvantændende. Man brænder sig let. Spørgsmålet om valg af sprog i akademiske sammenhænge – konkret her og nu: hvornår skal der tales og skrives dansk, hvornår engelsk? – er bestemt ingen undtagelse. Fra det ene øjeblik til det andet kan man blive deltager i en ideologisk krig, hvor trosbekendelser og beskyldninger tager argumenternes plads, og hvor det først og fremmest gælder om at nakke fjenden.

Kun meget få kan vel efter selvkritisk overvejelse sige sig fri fra sådanne uciviliserede tilbøjeligheder, når sprogvalg sættes til diskussion, men det er en praktisk problemstilling, som vil dukke op igen og igen, og hvor der er mange forskelligartede hensyn at tage. Så lejrtænkning og primitivt kampberedskab må tøjles. Og selv en klumme må undlade at give efter for fristelsen til at være giftig og grum.

Vidt forskellige hensyn

Et af hensynene drejer sig om at kunne deltage i – modtage fra og bidrage til – internationale udvekslinger. Det er et vigtigt hensyn, som man i den aktuelle verdensorden i vidt omfang må betjene sig af engelsk for at tilgodese, og hvor det kun er et fromt håb, at også andre store sprog kunne komme til at gøre sig gældende.

Et andet hensyn drejer sig om at kunne deltage i, modtage fra og bidrage til et samfundsliv, hvor der fortsat primært tales dansk. Det tog nogle århundreder at udvikle dansk til et sprog, der kunne bruges til akademisk arbejde og til intellektuel virksomhed i bred forstand. Det bidrog til og var en følge af en demokratisk samfundsudvikling, at det blev muligt at håndtere vanskelige spørgsmål på dansk, at det blev et sprog, som lader sig anvende til tænkning, undersøgelse, argumentation og forhandling. At vedligeholde sproget, så det også fremover kan bruges sådan, vedbliver at have en demokratisk betydning, der rækker langt ud over den signalværdi, som det selvfølgelig også har, hvis akademikere i tiltagende grad får vanskeligt ved at finde de rigtige ord på dansk og ikke blot har brug for ‘formidlere’, men også simpelthen for oversættere.

Et tredje hensyn drejer sig om at vedblive at have noget at bidrage med til internationale udvekslinger. Sprog er ikke bare transportmidler til fragt af færdigtænkte tanker, men også depoter for erfaringer, der udgør rammer for tænkning. Forskellige sprog befordrer forskellige tænkemåder og rummer begreber og begrebsforståelser, der kun dårligt eller slet ikke kan oversættes til andre sprog. Det danske begreb om folkelighed, der ikke blot svarer til det salgbare og ikke står i modsætning til det intellektuelle, og som gør det muligt at skelne mellem det folkelige og det vulgære, kan tjene som eksempel. Det repræsenterer en tænkemåde, der kan bidrage med nuancer til internationale debatter om demokrati og populisme, men som risikerer at gå tabt, hvis der udelukkende tænkes på engelsk.

Nok et hensyn vedrører lødigheden af uddannelser og dertilhørende udvekslinger om komplicerede faglige spørgsmål, og endnu et drejer sig om inddragelse af gæster, der ikke mestrer det lille danske sprog.

En legitim overvejelse

Af og til kan der findes snilde løsninger. Helt hinsides forloren broderskabsromantik: Danskere, nordmænd og svenskere kan forstå hinanden, hvis de vil. Det nordiske sprogområde kan bidrage til at vedligeholde de nordiske sprog som akademiske sprog. Set fra et dansk perspektiv kan det næsten firedoble markedet for publikationer.

Samlet set gælder desværre, at de mange forskellige hensyn ofte går i benene for hinanden – og mange vælger nok at tie for at undgå at komme i krig. Ville det ikke være bedre at lægge låg på sprogkampen ved at gøre det legitimt at tage overvejelsen og drøftelsen fra sag til sag: Hvilket sprog, hvorfor?