Home » Klummer på dansk » Jamen, hvordan presset? 

Jamen, hvordan presset? 

(denne tekst blev i januar 2014 leveret til og siden offentliggjort som klumme på dagbladet Informations daværende fakultetssider)

I hvilket omfang er det fagligt og ydelsesmæssigt pres, der kvaser de unge og mange andre, og i hvilket omfang er det socialt pres, som stjæler nattesøvnen?


I den seneste tid har forskellige medier samlet små grupper af gymnasieelever om sig og ladet dem berette, hvor, hvordan og hvornår det gør ondt. Det indgår i den løbende portrættering af en problemstilling, der akut viser sig i forbindelse med gymnasiet, men i lige så høj grad vedrører alle de andre, der sover dårligt og kan sætte bekræftende flueben i overmål på de der Er- du-stresset-skemaer i ti punkter, som findes her og der og alle vegne.

Skemaerne kan forskrække, men næppe gøre nogen klogere. Det samme gælder gymnasieartiklerne. Det overordnede budskab er, at ‘vi’ er mere pressede og forventes at yde mere end nogensinde. Der krydres så gerne med en kilde, som dybsindigt kommenterer, at der er forskel på godt pres, som får folk til at strække sig og blive større, og dårligt pres, som slår dem ud. Men er pres bare pres, som kan være godt eller dårligt? I hvilket omfang er det fagligt og ydelsesmæssigt pres, der kvaser de unge og mange andre? Hvornår er det socialt pres, som stjæler nattesøvnen?

At være inde og nå til tops

Som misvisende samlebetegnelse for det pres, som plager store dele af befolkningen, tales ofte om ‘præstationspres’. De aktuelle beskrivelser af det, der presser, drejer sig imidlertid sjældnere om at skulle præstere noget end om at skulle “eksponere sig”, “sælge sig”, “iscenesætte sig”, “føre sig frem”, “opnå prestige”, “være på”, “netværke”, “blive synlig”. Medgivet: Ordet ‘faglig’ hører til gruppen af gummi-ord, men det kan trods alt ikke strækkes i det uendelige. Dette drejer sig om socialt, ikke om fagligt pres.

Socialt pres har på meget modsætningsfyldte måder at gøre med tilhørsforhold til og positionering i grupper. Det drejer sig om at være inde, ikke ude. Og det drejer sig om at være i toppen, ikke i bunden.

Man må være inde for at kunne komme til tops. Det gælder om at demonstrere villighed til at tilpasse sig og om at demonstrere, at man er social, i betydningen at man ikke formasteligt holder sig for sig selv. Udtrykket ‘ener’, som historisk har haft en klang af respekt, kan i dag ses anvendt som skældsord – ikke en karakteristik af en person, der er eller kan noget særligt, men en betegnelse for en asocial person. Samtidig udgøres vejen til toppen imidlertid af forventninger om, at man er i stand til at fremstå som original og unik. Kunsten er at lade være med faktisk at være det, for det kan let koste pladsen inden døre.

I den ensomme og modsætningsfyldte kamp for en plads i varmen og lyset er det i dag ikke nok at opnå Volvo, villa og vovse, som stræbsom middelklasse angiveligt tidligere kunne koncentrere sig om. Nej, man skal dokumentere altruistisk sindelag gennem frivilligt arbejde. Man skal lade som om, man hygger sig ved sociale arrangementer, hvor alle er travlt optaget af at måle sig mod hinanden. Tøjet, huden, håret, vægten, sproget, snakketøjet, omgangskredsen, forbindelserne, uddannelsen, karaktererne, ansættelserne, holdningerne, aktiviteterne, kønnet, alderen – der kan være noget galt med det hele.

At vide, kunne og yde noget

Det er da ikke morsomt at skulle skabe sig hele tiden. Det er halsbrandsfremkaldende og nattesøvnsnedbrydende. Det er ikke sært, hvis mange har det dårligt. Men socialt pres drejer sig hverken om at vide, kunne eller yde noget og bør ikke forveksles med fagligt pres.

Det ville være nyttigt at få disse to former for pres analyseret og sat over for hinanden. Sammenhænge er der selvfølgelig, men hvilke? Hvis nogen skulle finde på at sænke de faglige forventninger for at mindske det sociale pres, tror jeg, at de har fået galt fat på sammenhængene.