Sidst var det studiefremdriftsreformen. Politikerne har fået læst og påskrevet af rektorer, dekaner og  universitetsdirektører og af studerende og undervisende repræsentanter for universiteternes fodfolk. Forståeligt nok. Det er politikere, som har truffet beslutning om tiltaget med det frastødende navn og et på mange måder betænkeligt indhold. Men i hvilket omfang er det rimeligt at sige, at nævnte reform – og den kulturrevolution i universitetsverdenen, som en del debattører i kraft af reformen pludselig har fået øje på – er politikernes skyld?

Uden inspiration og teknisk-videnskabelig bistand fra dele af universitetsverdenen ville en reform af ovennævnte type aldrig være blevet til. Det samme gælder for rigtigt mange andre kontrollerende og evaluerende tiltag, som besluttes og sættes igennem i forhold til offentlige institutioner i disse år. Hverken tænkemåderne, ideerne eller de konkrete udformninger har politikere selv hittet på. Det ville de slet ikke kunne finde ud af. De har fået specialiseret videnskabelig og professionel hjælp, som oprinder i universitetsverdenen. Denne hjælp fortoner sig som regel, når talen er om bagud- og fremadrettet ansvar for et eller andet ubehageligt.

Det bliver politikernes skyld. I en kollektiv fortrængningsrutine bliver universitetsverdenens bidrag borte i tågerne. Hvor er vi selv? Og kan man tale om universitetsverdenen som et kollektivt ‘vi’ med et fælles ansvar?

Broderskab og renhed

Universitetsverdenen er et virvar af forskellighed, og det ville for eksempel være urimeligt at give  biologen skylden for, hvad økonomen frembringer. Alligevel giver det en vis mening at tale om universitetsverdenen som et ‘vi’ med et mål af kollektivt ansvar. Der er – og skulle også helst være – noget, som binder sammen. Men det behøver vel ikke lige netop at være en oplevelse af at tilhøre et akademisk broderskab, der står last og brast om resolut at feje medansvaret for anvendt videnskab, som viser sig at smage grimt, ud af universitetsverdenen.

Bidrag til et sådant tilbagevendende renselsesritual ydes af journalister, der har brug for videnskabelige eksperter som uangribelige sandhedsvidner, og af politikere, der ønsker at kunne legitimere politiske tiltag gennem henvisninger til videnskabelig evidens. I sidste ende får politikerne så skylden, hvis det går galt, og videnskaben får æren, hvis det går godt. Og så kan komedien starte forfra.

En blind plet

Universitetsverdenen bidrager til løjerne. Brug af udtryk som djøfisering gør det muligt at glemme, at jurister, økonomer og beslægtede faggrupper faktisk uddannes på universiteter – at hele centraladministrationens virke på godt og ondt afhænger af universitetsverdenen. Egne bidrag, egen deltagelse er en blind plet.

Der synes ikke at være nogen ende på de bilmotorlignende modeller, forskere bruger til at illustrere diverse samfundsmæssige forhold og samspil, og som fremviser mængder af elementer, faktorer eller aktører – blot glemmer de som regel sig selv. Som mulige medvirkende aktører og faktorer er forskere og videnskabelige tænkemåder gerne underligt fraværende i grundlaget for empiriske undersøgelser af samfundsmæssige tendenser, i teoretisk arbejde, i modelbyggeri, i artikler, rapporter og bidrag til offentlig debat.

Blinde pletter skal man have hjælp til at få øje på. Giver vi i universitetsverdenen hinanden den hjælp i form af gensidig og offentlig kritik mellem repræsentanter for forskellige discipliner, fag og skoler? Et fromt nytårsønske kunne være, at universitetsverdenen fremover oftere ville lade sig binde sammen af denne form for akademisk hygiejne.